Er Vestens civilisation og menneskesyn blot en tynd skal?

Er Vestens civilisation og menneskesyn en tynd skal, som er på vej til at blive gennembrudt?

Det er længe siden, jeg har skrevet et indlæg til bloggen. Resultatet af præsidentvalgkampen i USA og de voksende højre-populistiske bevægelser i Europa har lammet mig sammen med den danske samfundsdebat, der bliver mere og mere kynisk. Meninger og politikker skal ikke længere underbygges med fordomsfri og solid dokumentation. Henvisninger til resultater af undersøgelser og forskning lægges ned med et ”det er jeg ikke enig i”.

Jeg tilhører den generation, der var ung i 1960’erne. Med i bevægelserne mod Vietnamkrigen, del af kvindebevægelsen, politisk aktiv, sikker på at verden kunne og ville blive bedre. At saglige argumenter ville vinde i det lange løb og skubbe udviklingen frem mod en bedre verden. Er min generation på vej ind i et spektakulært nederlag?

Vi plejer at kunne konstatere, at en udvikling begynder i USA, hvorefter den med nogen forsinkelse kommer til Europa. Gælder det mon også for den politiske debat og måde at føre valgkamp?

Under den amerikanske valgkamp har vi været vidne til løgne og manipulationer, respektløs omtale af politiske modstandere med nedgørende øgenavne som fast præfiks til navne, udpegning af syndebukke blandt etniske og religiøse minoritetsgrupper, kønsdiskriminerende udtalelser og grænseoverskridende adfærd over for kvinder, benægtelse af fakta om klimaforandringerne, pusten sig selv op med en brovtende vulgær rigmandsstil, brug af misinformation som politisk kampmiddel. Jeg kunne blive ved.

Det er naturligvis Donald Trump, jeg tænker på. Indrømmet, han er en narcissistisk, måske psykopatisk udgave af menneskeheden. Det er heller ikke ham, der er det egentlige problem. Det er det, at så mange mennesker støttede ham. Efter hans valg som kommende amerikansk præsident er hans popularitet vokset!

Under valgkampen var den politiske korrekthed genstand for foragt. Hvis det bare var det, kunne jeg forstå det, for hvem ønsker at blive undertrykt på sine meninger. Men det er meget bredere end som så. Det er den civiliserede samfundsdebat med grundlag i et humanistisk menneskesyn, der er under nedbrydning.

Fortæl mig på en overbevisende måde, at jeg er alt for pessimistisk. At det er min alder, der gør mig til sortseer. At grådigheden og hensynsløsheden aldrig vil vinde over medfølelsen og solidariteten med medmennesket. At de yngre generationer er i fuld gang med et effektivt modangreb. Da vil jeg, når den tid kommer, kunne lukke mine øjne med et håb for menneskene og jorden.

Else Marie, 30.11.2016

Krigens ansigt

Der var ikke mange bøger i mit barndomshjem. I stuen stod der et lille skab med en enkelt boghylde. Her stod Selma Lagerlöfs samlede værker og et lille udvalg af tidens populære krigsbøger. Bøger som ”Havet sletter alle spor”, ”Sabotør” og ”De sidste timer”.

Sidstnævnte er en af de tre bøger om krig, der har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Bogen er en samling hjerteskærende afskedsbreve skrevet af frihedskæmpere, som under tyskernes besættelse af Danmark var dømt til døden ved en tysk krigsret.

Det, at mange af brevskriverne var helt unge mennesker, og at de var i stand til kort før henrettelsen at skrive et sidste opmuntrende brev til en hustru, en kæreste, en mor eller en far var bevægende læsning for en lille skolepige. Jeg levede mig ind i deres situation og læste bogen igen og igen.

Den anden bog, som jeg ikke kan glemme, er “Krigens sorg” af Bao Ninh. Forfatteren gjorde tjeneste i den nordvietnamesiske hær fra 1969 til krigens slutning i midten af halvfjerdserne. I bogen fortæller han nærmest surrealistisk om krigens rædsler, de ufatteligt mange, der døde, og de traumatiserede liv, der blev de overlevende til del, da de kom hjem fra krigen

Den tredje bog har jeg først for nylig stiftet bekendtskab med. Det er Svetlana Aleksijevitj’s bog ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, som hun fik Nobels litteraturpris for i 2015.

Det er ikke en militærhistorisk bog om slagene mellem russere og tyskere under Anden Verdenskrig. Heller ikke en bog, der glorificerer krigen og sejren over tyskerne, sådan som mænd kan have for vane at formidle historien. I mændenes bøger er kvindernes indsats blevet fortiet, måske fordi mændene er flove over, at de ikke kunne forsvare kvinderne. At de tværtimod havde brug for dem ved fronten.

Svetlana Aleksijevitj satte sig for at skrive en bog om kvinderne i krigen. Ikke som fiktion men som resultatet af en lang sække samtaler med overlevende kvinder. Der var omkring en million russiske kvinder, som meldte sig til Den Røde Hær under Anden Verdenskrig. Ofte var de purunge – fjorten, femten, seksten, sytten år – og ganske uvidende om, hvad de gik ind til. Mange af dem døde, side om side med mændene, eller de kom lemlæstede hjem.

Selv skriver forfatteren således om sin bog: ”Jeg skriver følelsernes historie … Sjælens historie …Ikke krigens og statens historie og ikke heltenes hagiografier, men det lille menneskes historie, det menneske, der blev revet ud af sit almindelige liv og ned i denne enorme begivenheds episke afgrund. Ned i den store Historie.”

Det er der kommet en enestående bog ud af – om kvindernes indsats ved fronten, deres oplevelser og følelser, deres mod og deres lidelser. Man læser den med tårepres bag øjnene, for krigens absurditet bliver, som læsningen skrider frem, mere og mere virkelig.

Hvis vi så bare kunne sige, at vi mennesker har lært af det. Hvis vi kunne sige, at nu har vi nået et civilisatorisk stade, hvor uoverensstemmelser bliver løst gennem demokratiske valg og fredelig sameksistens og konfliktløsning, ville det være til at bære, men sådan er det desværre ikke.

Lige nu ligger Aleppo, før krigen Syriens største by, i ruiner, bombet sønder og sammen af den syriske regering, hjulpet af russiske bombefly. Der er begået kyniske og afskyvækkende krigsforbrydelser. De behøver ikke nærmere beskrivelse. Vi ved det alle sammen. Vi har set magtesløse til.

Lige nu er stormen på millionbyen Mosul i det nordlige Irak begyndt. Den by, som Islamisk Stat har kontrolleret de sidste to år. Måtte Aleppos skæbne, midt i tragedien, være så afskrækkende, at islamisterne overgiver sig, så civilbefolkningen skånes for flere lidelser.

Else Marie, 16.10.16

Tomo og Datshi – en opbyggelig historie fra Japan

Omkring årtusindskiftet deltog jeg i vinterretræten, som hvert år holdes i det buddhistiske kloster Plum Village, hvor den nu 90 årige vietnamesiske munk Thich Nhat Hanh er det åndelige overhoved. En af hans nærmeste medarbejdere, irsk fødte Sister Jina, boede i sin ungdom mange år i et japansk zenkloster. Hun fortalte under vinterretræten denne historie for børn, som hun havde lært at kende i Japan:

Tomo var enebarn. Hans forældre elskede ham så meget, at de ville opfylde alle hans ønsker. Han fik alt, hvad han pegede på. Derfor blev han meget forkælet. Ingen brød sig rigtig om ham, undtagen hans forældre naturligvis.

En dag var han ude at køre i bus med sin far. Han så da en hat med en fjer, som en af passagererne havde på. ”Jeg vil have den hat”, sagde han til sin far. ”Det kan du ikke få, for det er mandens”, sagde faderen. ”Ja, men jeg vil”, sagde Tomo, løb hen til manden og snuppede hatten af hans hoved. Manden var helt skaldet. På vej tilbage snublede drengen og faldt ned over hatten, så fjeren knækkede. ”Nu vil jeg ikke have den”, sagde drengen og smed hatten ud af vinduet. Faderen måtte undskylde over for manden og betale ham erstatning, så han kunne købe sig en ny hat.

Faderen og moderen havde nogle venner, som også havde en søn, som hed Datshi. En dag var de på besøg hos Tomos forældre, og drengene legede sammen. Datshi var en meget glad lille dreng, og det kunne man se på hans ansigt. Når Tomo så sig selv i spejlet, så han derimod et utilfreds ansigt. Så han sagde til Datshi: ”Jeg vil have dit ansigt!” Det kunne han naturligvis ikke få, men det ville han, så han kastede sig over Datshi , satte sig på maven af ham og begyndte at ruske i hans ører for at flå ansigtet af ham. Det gjorde naturligvis ondt, og Datshi begyndte at græde og skrige så højt, at forældrene hørte det og kom til for med møje og besvær at skille de to drenge ad.

Om natten, da Tomo var kommet i seng, drømte han, at der stod en mand ved fodenden af sengen. Han sagde, han skulle følge med, for så ville han vise ham, hvordan han kunne få Datshis ansigt. Han rørte ved Tomo, der straks blev lillebitte som en bille. Det samme blev manden selv, og så tog de hen til Datshis hus. Her fandt de Datshi sovende i sin seng. Han var naturligvis meget stor. ”Kom”, sagde manden til Tomo, og så gik de ind i Datshis øre.

Tomo blev meget bange, da de skulle gå igennem en lang gang. Men nu kom de til en dør. Inde bag døren var der et stort, rundt rum med en masse døre. På nogle døre stod der ”vrede tanker”, ”jaloux tanker”, ”utilfredse tanker” og den slags. På andre stod der ”glade tanker”, ”venlige tanker”, ”hjælpsomme tanker” og lignende. Manden og Tomo lukkede døren op til de glade tanker. Inde bag døren var der en masse maskiner og små mænd, der havde travlt med at producere positive tanker. Alle de positive tanker kom de i spande, som de bar hen og hældte ned over Datshis ansigt. Bagefter åbnede de døren til de vrede tanker. Bag den var der også en masse maskiner og små mænd, men maskinerne var ikke i gang. De var fulde af spindelvæv, og de små mænd sad ned uden at foretage sigt noget.

Tomo blev så glad, for nu kunne han se, hvordan han skulle bære sig ad med at få et ansigt som Datshis. Han skulle stoppe de maskiner og mænd, som hele tiden hældte negative tanker ned over hans ansigt, og i stedet sætte gang i produktionen af positive tanker. Det gjorde han, og Tomo og Datshi blev uadskillelige venner. Så gode venner blev de, at de blev kendt som Tomodatshi, hvilket betyder fred på japansk.

Tomo har desværre al for stor magt i Danmark.

 Else Marie, 03.10.16

 

 

Hvorfor er Svend Brinkmann så ømfindtlig over for kritik?

I Kristeligt Dagblad den 24. august svarede professor i psykologi Svend Brinkmann på den kommentar, jeg havde lagt ud på min blog (se tidligere indlæg). Mit indlæg kunne samtidig læses på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Klik på linket for at læse Brinkmanns reaktion. Den 26. august svarede jeg  ham i Kristeligt Dagblad:

Der er kommet en kedelig tendens i tidens debat, hvor man udpeger en gruppe, som man tillægger bestemte synspunkter og motiver, hvorefter man tager afstand fra disse i stedet for at forholde sig til det, de faktisk siger og gør. Det sker for muslimerne, for Venligboerne, for det private erhvervsliv og også for det, Brinkmann kalder “selvudviklingsverdenen”.

Jeg synes, Brinkmann – som den skarpe og rutinerede debattør han er – burde forholde sig til det, jeg faktisk skriver, i stedet for at slå mig i hartkorn med, hvad han ellers har mødt af synspunkter rundtomkring på sine møder.

Jeg er ikke imod Brinkmanns ærinde: at skabe en diskussion af de værdier, som er retningsgivende for det moderne menneske. Tværtimod skrev jeg i mit indlæg, at det er “prisværdigt, at Brinkmann vil vække en samtale om det, der har værdi i sig selv for os mennesker”.

Det, jeg anker over, er (citat), “at han lægger afstand til den kvalificerede undervisning, coaching og terapi som midler til at tage hans råd til sig”. “Selvudviklingsverdenen” er rigtig mange ting. Det er helt urimeligt at kæmme den over én kam.

Mange opfatter selvudvikling som et fænomen, der kun har med ”mig, mig og atter mig” at gøre. Det er en misforståelse. Terapeutiske samtaler kommer uvægerligt til at handle om relationer mellem mennesker, og hvordan disse relationer kan blive mindre konfliktfyldte og mere præget af rummelighed, tilgivelse og ja, kærlighed, ikke bare over for andre men også over for sig selv. Den selvindsigt, man opnår igennem terapi, er ikke altid behagelig at skulle tage til sig.

I mit indlæg argumenterede jeg for, at selvindsigt og et balanceret selvværd hænger sammen med evnen til at gøre det gode og det rigtige, og at det kan være nødvendigt med selvudvikling. I parentes bemærket taler jeg normalt ikke om selvudvikling men om personlig udvikling, netop fordi ordet selvudvikling let vækker forkerte associationer.

For mit eget vedkommende er jeg optaget af, hvordan mennesker kan udvikle en tro på Gud og komme til at leve et mere næstekærligt liv. Det er min erfaring, at mange deltagere på mine retræter har en baggrund, der gør det svært at nærme sig det åndelige liv. Uhensigtsmæssig adfærd og svigt hos autoriteter som forældre, lærere og kirkelige repræsentanter er blevet til hårdføre barrierer mod Gud som en autoritet.

Jeg ser det som en af mine opgaver at hjælpe til at overvinde disse barrierer, blandt andet gennem undervisning i sindets funktionsmåde og kristen dybmeditation. I den forstand kan jeg siges at være del af “selvudviklingsverdenen”.

Selvfølgelig er der ikke noget galt i, at Brinkmann har meninger om meditation og terapi, selv om han ikke har nævneværdig erfaring hermed. Han lægger en fortolkning ind i mine ord, som der ikke er belæg for. Men den manglende erfaring gør desværre, at hans bidrag til debatten bliver mere forsimplet og generaliserende, end godt er.

Efterskrift: Der har siden udviklet sig en interessant debat om Brinkmann’s synspunkter på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Hvis man vil læse debatten, kan man blive gratis abonnent i en måned på e-udgaven af avisen fredag-lørdag, klik ind her.

Else Marie, 26.08.16 

 

 

 

 

 

Svend Brinkmann savner terapeutisk erfaring

Det er ikke tilfældigt, at der på væggen i Apollons tempel i det gamle Grækenland stod ”kend dig selv”. Selvindsigt og evne til at gøre det gode og det rigtige hænger snævert sammen.

I Deadline på DR2 den 16. august havde Martin Krasnik som eneste gæst professor i psykologi Svend Brinkmann i studiet. Baggrunden var Brinkmanns nye bog Ståsteder, hvor forfatteren fremlægger ti grundlæggende holdepunkter, som kan give mening i livet, fordi de har værdi i sig selv, i stedet for at vi søger meningen i en eller anden instrumentel nyttekalkule om, hvad vi får ud af det, eller en mere eller mindre forvirret forestilling om, hvad der kan gøre os lykkelige.

Brinkmanns ståsteder inkluderer blandt andet at gøre det gode, at leve værdigt, at handle ansvarligt i forhold til almenheden, at handle kærligt i forhold til andre mennesker og at tilgive. Ståstederne er karakteristiske ved, at de rækker ud mod verden som noget, vi bør vælge for deres egen skyld, i stedet for tidens trang til at fokusere på det indadvendt egennyttige. Så vidt så godt.

Krasnik fik fint frem, at Brinkmann langt hen af vejen argumenterer for gode gamle religiøse værdier, og at han ikke står ved sine rødder i kristendommen, men lader sine synspunkter svæve frit i luften. Sådan må det nødvendigvis blive, når man som Brinkmann ikke tror på en højere autoritet end mennesket selv.

Krasnik udfordrede derimod ikke for alvor Brinkmann på sammenhængen mellem det at have selvindsigt og det, Brinkmann kalder selvudsigt til at gøre det gode, det værdige, det ansvarlige, det kærlige, det sande osv. Brinkmann bruger sidstnævnte begreb til at vende fokus bort fra selvudvikling gennem terapi og coaching over mod pligten til at være noget for andre. At søge selvindsigt gennem terapi eller coaching fremstår i Brinkmanns univers som udtryk for selvoptagethed og egocentri. Selvudvikling skal vi efter hans opfattelse sige nej til.

Det fremgik af samtalen, at Brinkmann ikke selv har nævneværdig personlig erfaring med terapi. Han brød sig ikke om den terapi, han havde været tvunget til at deltage i som led i sin uddannelse til psykolog. Det havde været svært for ham at finde på nogle problemer at tale om.

Det var lige det, jeg tænkte, da jeg læste Brinkmanns tidligere bog Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang. Den mand kan ikke have megen praktisk erfaring med terapi, tænkte jeg. Han forstår ikke eller vil ikke forstå, at selvindsigt er en forudsætning for at kunne give slip på destruktive vanemønstre i forhold til andre mennesker og verden i det hele taget.

Som nævnt i indledningen hænger selvindsigt og evne til at gøre det gode og det rigtige snævert sammen. Det skal understreges, at sammenhængen ikke rækker til, at mennesket kan blive “syndfri” eller kan frelse sig selv. Slet ikke. Men uden terapi og åndelige vejledningssamtaler ved jeg ikke, hvor jeg selv ville være endt med mit liv.

Krasnik kom heller ikke ind på sammenhængen mellem den enkeltes selvværd og kærlighedsevnen. I bogen Störst av allt är kärleken skriver forfatteren og karmelitermunken Wilfrid Stinissen, at for at kunne elske andre skal man kunne elske sig selv ”men ikke for meget”. Sagt på en anden måde skal selvværdet være i balance mellem skalaens to yderpunkter: det helt lave selvværd og det alt for høje. Hvis selvværdet er lavt, giver det mange problemer i forholdet til andre mennesker, ligesom mennesker, der elsker sig selv for højt, er stærkt belastende for deres omverden.

Selvindsigt og et balanceret selvværd er med andre ord forudsætninger for at kunne leve et værdigt og næstekærligt liv. Desværre er der alt for meget i denne verden – den nære som den fjerne – der peger på mangler i den henseende. Selvudvikling er derfor nødvendig, hvor og hvordan den end måtte foregå: i uddannelsessystemet, i den terapeutiske samtale eller som led i religiøs eller anden vejledning.

Det er prisværdigt, at Brinkmann vil vække en samtale om det, der har værdi i sig selv for os mennesker, men det er trist, at han lægger afstand til den kvalificerede undervisning, coaching og terapi som midler til at tage hans råd til sig.  

Else Marie, 18.08.16

 

Er de giftige, kirsebærrene?

For tiden har jeg et par tretten års piger på ferie i mit sommerhus. Forleden kørte vi forbi et kirsebærtræ, hvis bær lyste fristende lyserødt mellem de grønne blade. ”Se, kirsebærrene er ved at være modne!” udbrød jeg under passagen. ”Er de giftige?” spørger en af pigerne. ”Nej, nej”, svarer jeg, ”de kan da spises”. ”Det har jeg aldrig prøvet”, konstaterer hun.

For mig, som i min barndom hver sommer sad i toppen af et kirsebærtræ og mæskede mig i svulmende saftige mørkerøde kirsebær, kommer spørgsmålet overraskende. Et bekymrende eksempel på, hvor erfaringsløse tidens børn er over for oprindelsen af den mad, de putter i munden.

For selvfølgelig har pigen spist kirsebær, men det har været bær transporteret op gennem Europa på store lastbiler fra Sydeuropa eller fløjet ind fra endnu fjernere lande. Kirsebær, det er for hende noget, man henter op af en gennemsigtig plastbeholder.

Under pigernes ferie har det regnet meget. Vi har måttet ty til bilen i stedet for cyklerne og har måttet finde på andre aktiviteter end at ligge på stranden. Ture til nærmeste købstad har været populære.

Mens jeg har siddet på biblioteket og læst aviser, har pigerne checket gågadens tøjbutikker ud. Hvor tøjet kommer fra, hvem der har syet det og under hvilke forhold, kender pigerne af gode grunde ikke til, og jeg selv dårligt nok. Men tanken strejfer mig, at det meget vel kan være piger på deres egen alder i Bangladesh eller et andet udviklingsland med lav løn, hårde arbejdsvilkår og dårlige miljøforhold.

Efterhånden som flere og flere bor i byer, og arbejdsdelingen bliver mere og mere global, vokser fremmedgørelsen over for oprindelsen af de forbrugsgoder, vi forbruger i stadig større mængder. En bagside ved urbaniseringen og globaliseringen, vi let kan glemme.

Snart er de generationer, der er vokset op med munden fuld af selv plukkede kirsebær og fuglesang i ørerne, forsvundet, og der vil ikke længere være nogen, der kan fortælle om glæden ved at klatre i træer for at hente kirsebær.

Else Marie, 05.07.16

 

 

“Neger” er ikke et neutralt ord

Ushene Mallorca 2016

Den pinlige diskussion om brugen af betegnelsen ”neger” er heldigvis nu ved at dø ud, efter i længere tid at have sat hele medieverdenen i sving med meninger for og imod.

Det, at et ord får en nedsættende betydning med tiden, og at der derfor kan opstå behov for at knæsætte et nyt ord, er ganske almindeligt. I min barndom talte man om åndssvageforsorgen som den samfundsinstitution, der tog sig af de åndssvage.

Men ordet “åndssvag” blev efterhånden negativt ladet, og så ændrede man det til “evnesvag”. Det siger man heller ikke mere. Nu hedder det “udviklingshæmmet”. Ingen insisterer i dag på at bruge ordet “åndssvag” under påberåbelse af, at det er det rigtige ord, og at der ikke er nogen negativ klang forbundet med det.

Det samme gælder åbenbart ikke for ordet “neger”. Det er frastødende at læse en række hvide debattørers argumentation for at fastholde betegnelsen for mennesker med afrikansk afstamning.

Jeg har en svigersøn – en høj slank intelligent mand, der kommer fra Mozambique. Han har som voksen boet og arbejdet nogle år i Sydafrika, fem år i Holland og har nu haft kone, barn og fast arbejde i Danmark i snart seks år. Han skulle efterhånden kunne få fast opholdstilladelse i landet, men man ved aldrig. I løbet af hans ophold er betingelserne blevet skærpet flere gange.

For min svigersøn og for andre mennesker af afrikansk afstamning er der ikke tvivl. Ordet ”neger” opfattes klart nedsættende. Min svigersøn bryder sig personligt heller ikke om børnebogen ”Lille sorte Sambo” eller andre fremstillinger af sorte mennesker som primitive folk.

Er man hvid, er det så let at hævde, at det er noget pjat, og at det for eksempel også er latterligt at ændre betegnelsen negerboller til flødeboller. Men når man historisk set er blevet betragtet af de hvide som en laverestående race, man kunne undertrykke og slavebinde efter forgodtbefindende, bliver man følsom. Ikke mindst i lyset af at nedvurderingen langtfra er et overstået stadium.

Hvem er nærmere til at fortælle, hvordan de opfatter brugen af ordet ”neger” end afrikanerne selv. Svaret levner ingen tvivl. Derfor fortjener Statens Museum for Kunst ros for konsekvent at ændre de titler på kunstværker, som de selv har formuleret, fra neger, hottentot og deslige til afrikaner. Nu kan jeg besøge museet sammen med min svigersøn og mit lille barnebarn uden at få en dårlig smag i munden.

Else Marie, 18.06.2016

P.S. Indlægget er offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 18. juni 2016

Det, vi alle skal forholde os til, før eller senere

Hun hed aldrig andet end fru Svendsen. En lille indtørret kvinde, som boede på et husmandssted, hvis jordlod stødte op til frugtplantagen i mit barndomshjem.

Fru Svendsen havde en mand, som blev kaldt Gamle Svendsen, for der var også en hjemmeboende søn. Gamle Svendsen var i sine sidste leveår en krumbøjet mand, som tøffede rundt med små staccato skridt på den brolagte gårdsplads foran bolighuset, som lå klemt inde mellem en lille stald til et par køer og en hest og en lade til høsten. Midt på gårdspladsen foran huset var der en trekantet plet med bonderoser, margueritter, lidt buske og den slags.

Jeg var vel fem-seks år, da Gamle Svendsen døde. Han døde derhjemme, efter sigende med Fars navn på læberne. Far og han var for år tilbage røget uklar over brugen af en selvbinder, som de var fælles om. De blev aldrig forligt, talte ikke sammen mere, og det pinte dem begge.

Tilbage var der nu fru Svendsen og sønnen, der passede jorden og dyrene. Han var ungkarl og lidt af en sær snegl, som ikke deltog i landsbyens foreningsliv, og som var svær at få til at rejse blikket til en hilsen.

Jeg begyndte i skolen i 1946, et år efter krigens afslutning. Der var ikke megen trafik på vejene dengang og heller ikke noget, der hed skolebus, så jeg cyklede de tre kilometer frem og tilbage til skole hver dag.

På hjemvejen kom jeg altid forbi husmandsstedet. Hvorfra fornemmelsen for fru Svendsens ensomhed kom, ved jeg ikke, men når jeg så hendes lille spinkle skikkelse på gårdspladsen, stod jeg altid af cyklen for at tale lidt med hende. Det var, som om hun gik og ventede på mig, så jeg kunne ikke nænne at cykle forbi.

Fru Svendsen var altid klædt på den samme måde: en ulden trøje, lang nederdel og forklæde, og om hovedet et tørklæde bundet under hagen, som det var skik og brug for kvinder dengang. Jeg syntes, hun lignede heksen i eventyret om Hans og Grete, men det gjorde mig ikke bange.

Nogle gange inviterede hun mig ind. Så blev jeg sat på en spisestuestol i den beskedne stue, mens hun forsvandt ud i køkkenet for at hente et glas saftevand og et par småkager. Glasset så altid ud, som om det ikke havde set en opvaskebørste længe. Men jeg var et høfligt barn, der ikke kunne finde på at sige nej tak.

Hvad der var mere mærkeligt, var, at fru Svendsen altid gik hen og anbragte en lignende servering foran et fotografi, der stod i en ramme på chatollet. Det forestillede en ung smilende pige med studenterhue. Det var hendes barnebarn, som var død lige efter sin eksamen, vistnok af meningitis. Fru Svendsen talte med hende, mens hun stillede saften og småkagerne foran billedet. Det var for mig lille skolepige udtryk for, at hun måtte have en skrue løs.

Siden er det gået op for mig, at der findes kulturer med en lignende praksis. I den buddhistiske kultur er det almindeligt, at der i hjemmene findes et husalter med billeder af forældre, bedsteforældre og andre afdøde slægtninge. Foran billederne anbringer man blomster, frugt og kager af fineste slags, og man beder til de afdøde. Uden at vide det havde fru Svendsen etableret noget lignende.

Som tolvårig skiftede jeg til en skole, der lå i den modsatte retning. Det betød, at jeg mistede kontakten med fru Svendsen. Hørte kun lidt om hendes videre skæbne fra min mor. Jeg var blevet teenager og havde tabt fornemmelsen for det at være gammel – og sådan forblev det desværre i mange år.

Kommunal hjemmehjælp var der ikke noget af på den tid. Den kom først i slutningen af 1950’erne. Fru Svendsen havde kun sin fåmælte søn til at tage vare på sig og hjemmet, og han havde sikkert nok at gøre med det udendørs. Da hun blev endnu mere aflægs, flyttede hun ind på kommunens nybyggede alderdomshjem, og her døde hun.

Det med at flytte på alderdomshjem var ikke noget, bedre folk gjorde på den tid. Da min mormor døde, blev min morfar derfor nomade, for han var helt uvant med det huslige. Det havde været Mormors domæne. Morfar kom nu til at bo skiftevis hos de af sine døtre, som havde plads til ham. Jeg husker en noget skarp telefonisk diskussion om, hvis tur det nu var til at tage ham.

Som fjortenårig var jeg nu og da på pligtbesøg hos min venindes fjerne slægtning, en søster til hendes mormor. Hun boede på et alderdomshjem i Vejle, hvor de gamle ikke havde eget værelse, og hvor møblementet var spartansk og institutionspræget, nærmest som på et hospital. Beboerne sad da også og hang på gangene. Jeg gruede lidt for de besøg, men bagefter høstede min veninde og jeg præmien: en tur i biografen betalt af hendes mormor.

Alt dette er jeg kommet i tanker om ved læsning af en nyligt udkommet bog: Ældreplejen gennem to generationer. To sociologer har interviewet elleve nuværende og tidligere ansatte i ældreplejen om deres liv og arbejde i perioden 1960 og frem til i dag.

Bogen giver et levende indblik i ældreplejens udvikling. Den gradvise professionalisering af arbejdet, den strammere styring af indholdet af arbejdet og det voksende tidspres. De to forfattere lader de ansatte selv komme til orde om deres arbejde og arbejdsvilkår og tegner på den måde et interessant billede af udviklingen over to generationer.

Samtidig får man indirekte meget at vide om, hvad det vil sige at være så gammel, at man er plejekrævende og afhængig af andres hjælp. Den tid til social kontakt og omsorg, som er en nødvendig del af fagligheden og hjælpen til den ældre, er gradvist blevet presset ud til fordel for strammere kørelister og registreringer og kontrol. Det er ikke nogen god udvikling, og den kan blive forværret i takt med, at de ældres andel af befolkningen vokser i de kommende år.

Læs mere om bogen her: (link til forlagets hjemmeside)

Noget af det svære ved at blive gammel er tabet af indflydelse på egen tilværelse. Ligesom det at blive født, vokse op og blive voksen er forbundet med mere og mere indflydelse på sit eget liv, går det i den modsatte retning i alderdommen, med døden som det ultimative kontroltab.

Selvom vi har tendens til at skyde det foran os, og selvom ingen af os kender vores sidste år, er alderdomssvækkelse et perspektiv, vi alle må forholde os til. Tænke over det og meditere på det igen og igen, til vi bliver så fortrolige med livets realiteter, at vi kan slippe angsten. At gøre dette er ikke et udtryk for misantropi. Det er vejen til et “liv” som gammel.

At tænke sådan gør det ikke mindre nødvendigt med en politisk indsats for at bremse den negative udvikling i ældreplejen, men realistisk betragtet kan vi som enkeltpersoner ikke i større omfang regne med, at de fysiske og psykiske udfordringer ved at blive gammel vil blive løst ”udefra”. Dalende forventninger til fremtidens ældrepleje hører derfor med til det enkelte menneskes forberedelse på alderdommen, og det er ingen trøst at tænke på, at det var meget værre i gamle dage.

Dorrit Pedersen og Ida Elisabeth Andersen: Ældreplejen gennem to generationer, Munksgaard 2016.

Else Marie, 24.05.2016

Pilgrimshuset i Maribo åbner

På lørdag åbner der et vidunderligt sted, hvor pilgrimme (og er vi ikke alle det i en eller anden forstand?) kan overnatte, vandre i landskabet og i det hele taget opleve stedets og omgivelsernes historiske og samtidig tidsmæssigt opdaterede atmosfære.

I sidste uge var jeg på en omvisning, hvor Jeg blev bjergtaget af den nænsomhed, hvormed det gamle hus er blevet renoveret, husets mange muligheder, udsigten ud over Søndersø og det tætte naboskab til Maribos 600 år gamle klosterkirke, der i dag tjener som folkekirkelig domkirke.

Går man af stien langs søen kommer man hen til det nærliggende Sankt Birgitta Kloster, som samarbejder med Pilgrimshuset, og som ligeledes er et vidunderligt smukt og dejligt sted at bo. Her har man blandt andet mulighed for at opleve Birgittasøstrenes spiritualitet, deres økumeniske tilgang til omverdenen og deres vidt berømmede omsorg for deres gæster.

Jeg vil skrive mere, når Pilgrimshuset for alvor har haft lejlighed til at præsentere sig med gæster og aktiviteter. Her kommer foreløbig et link til Pilgrimshuset: (link til Pilgrimshuset) og til Sankt Birgitta Kloster (link til klosteret).

Else Marie 18. maj 2016

 

 

Ingen af os får en fejlfri kirke

For et stykke tid siden blev jeg bedt om at skrive en artikel om mit forhold til åndelig autoritet til et temanummer af magasinet Ikon, der udgives af Danmission. Mon ikke man gerne ville vide, hvordan jeg – med min baggrund i det antiautoritære miljø i 1960’erne og kampen for ligestilling i 1970’erne – kunne ende med at blive katolik. Artiklen er nu offentliggjort, og du kan læse den her: (link til artikel om autoritet)

Måske har du aldrig hørt om Ikon. Det er et kvartalsmagasin, som formidler viden om religion, livssyn og dialog. Målgruppen er alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. I 2015 udgav man fire temanumre om henholdsvis: Fred, Tro i dialog, Døden, og Krop og ånd. Du kan se mere her: (link til Ikon)

Barmhjertighed er ikke for livstidsfanger

I sidste uge var jeg på Sankt Birgitta Kloster med en retrætegruppe. Overskriften var ”Størst af alt er kærligheden – så hvorfor kan det være så svært?”

Jeg fremlagde det kristne næstekærlighedsbud agape sammenlignet med eros. Det vil sige den betingelsesløse kærlighed sat over for det nyttebetonede kærlighedsbegreb ”noget for noget” eller ”du skal gøre dig fortjent til min kærlighed”.

I dag (12.04.16) fremgår det af nyhederne, at Dansk Folkeparti senere på året vil foreslå, at livstidsfanger skal sidde i fængsel, til de dør. Det handler ifølge den politiske ordfører om retfærdighed og om ”at bringe orden i tingene”.

Med rod i kristendommen og humanismen er det i dag sådan, at en morder kan løslades, hvis vedkommende har siddet i fængsel i en årrække, og hvis – og det skal understreges – man fra lægefaglig side vurderer, at vedkommende ikke længere er farlig for sine omgivelser.

Dansk Folkepartis forslag vil medføre, at en livstidsfange kan komme til at sidde i fængsel i tredive-fyrre år eller mere i stedet for de gennemsnitligt sytten år, som gælder for de livstidsfanger, der løslades i dag.

Dansk Folkepartis princip om ”øje for øje og tand for tand” hører hjemme i Det gamle testamente og ikke i et samfund, der kalder sig kristent, jf. regeringsgrundlaget, som partiet jo bakker op om. Partiets politik er udansk for nu at bruge dets egen retorik.

Kald mig naiv, men hvordan KAN det gå til, at hver femte dansker (Voxmeter 10.04.16) vil stemme på et parti, der er så nådesløs og moralsk vildfaren som Dansk Folkeparti?

Else Marie
12.04.2016

Tidsånden er ikke til medfølelse

I slutningen af 1970’erne rejste jeg en måned rundt i USA under det amerikanske International Visitor Programme på en invitation fra den amerikanske ambassade. Jeg var på det tidspunkt sekretariatschef i Ligestillingsrådet, og det var FN-kvindeår. Hvor man end færdedes, så man dem, de fattige og hjemløse.

Specielt husker jeg en dag, jeg besøgte hovedsædet i en bank, hvor jeg havde en aftale med en kvindelig vicedirektør. Jeg stod ved vinduet på en af etagerne i en skyskraber og så ned på de grønne arealer uden om bygningen. Den var prikket af hjemløse, der lå og sov på græsset. Taberne i konkurrencesamfundet. ”Det kommer aldrig til at ske i Danmark”, tænkte jeg.

Påskesøndag gik jeg igennem en af de smukke københavnske parker på vej til påskemiddag hos min datter på Østerbro. På vejen passerer en mørklødet mand på min søns alder mig. Bagfra kan jeg se, han går med en rygsæk og en plasticpose i hånden. Han er ikke forhutlet, men tøjet er slidt og lidt snavset. Hans gang er målrettet, men der er ingen tvivl. Her går en hjemløs af en eller anden slags.

Medfølelsen rammer mig som et slag af en kølle. ”Hvad vil der blive af ham? Hvad er hans fremtid i et land som Danmark?” Og i samme moment: ”Hvad skal det nytte at give udtryk for sin medfølelse i offentligheden?”

Tiere og tiere hører man politikere og opinionsdannere tale nedladende grænsende til foragtfuldt om ”godhedsindustrien”, underforstået alle disse mennesker, der ytrer sig gratis om det ene og det andet sociale behov, som de mener, samfundet bør tage sig af.

Tidsånden er ikke til medfølelse.

Else Marie 28.03.2016

P.S. Læs min beskrivelse af Sant’Egidio fællesskabets arbejde blandt de hjemløse i Rom (link til PDF fil).

Herren græder, og vi græder med

P1010504

Midtvejs nede af Oliebjerget ligger Dominus Flevit, den lille hvide dråbeformede kirke, bygget på det sted Jesus ifølge overleveringen græd over Jerusalem. Billedet er taget gennem det betagende vindue i kirkens endevæg, hvorfra man kan se Jerusalems gamle bydel med Al Aqsa moskeens gyldne kuppel og lidt bag ved den taget på Gravkirken.

Herren græder også i disse dage – over terrorbomberne i Bruxelles og over nylige lignende drab på et stort antal uskyldige i Istanbul, Paris og Ankara. Mennesker, der døde, fordi de var på det forkerte sted det forkerte tidspunkt.

Krigen har skiftet ansigt. Nu er drabet på civile ikke længere “collateral damage”. De er blevet selve målet.

Det er Langfredag, en tung dag i kirkeåret. I Belgien er der landesorg.

Herren græder, og vi græder med.

Else Marie 25.03.16

På Riget er de dygtige til at operere hjerter, men …….

Hvad er der sket med sygeplejen i de senere år? Det spørgsmål stiller jeg mig efter at have været indlagt på Rigshospitalets hjertecenter i tre uger sidste efterår.

Inden indlæggelsen var jeg nervøs. En stor hjerteoperation er ikke noget, man skal kimse af. Når det gjaldt den efterfølgende sygepleje var jeg derimod fortrøstningsfuld. Jeg kunne ikke forestille mig, at den ikke ville være tip-top. Sådan skulle det ikke gå. Du kan læse min beskrivelse af indlæggelsen her  (link til pdf fil).

Havde mit tilfælde været unikt, ville jeg have holdt mine oplevelser i det private rum. Men efter at have fortalt venner og bekendte om mine erfaringer, er det gået op for mig, at der er masser af eksempler på oprørende og helt uacceptable forløb.
Læs resten

Spotlight – en film du skal se

I går så jeg den Oscar belønnede dramadokumentar Spotlight. På vejen hjem fra biografen havde jeg svært ved at bevare balancen på min cykel, så rystet var jeg. Skandalen med de mange pædofile præster i Den katolske kirke i Boston og det cover-up, som bispedømmets ledelse systematisk foretog, er jo kendt. Men følelserne bliver intensiveret, når historien bliver fortalt overbevisende og medrivende på et lærred med dygtige skuespillere som aktører. Det skærer i hjertet at tænke på de mange ofre, som blev negligeret, og man væmmes ved det faktum, at Kirken opførte sig som en klassisk incestfamilie: Vi lader som ingenting. Vi holder mund, så der ikke kastes skam over “familien”. Vi lukker øjnene for, at det fortsætter.

Det mønster af fortielse og manglende indgriben, skandalen fulgte, adskiller sig ikke fra mønstre kendt fra lignende sager inden for store veletablerede ikke-religiøse institutioner. Et eksempel er det mangeårige seksuelle misbrug, som blev udøvet af en berømt TV-vært inden for BBC. Men der er én vigtig forskel. Man venter noget andet af en religiøs institution som Den katolske kirke. Skampletten er sværere at vaske af.
Læs resten

Når jeg ser himlen spejle sig i vandet

vandløb

Når jeg ser himlen spejle sig i vandet,
tænker jeg, at det kan den kun,
fordi vandet er så stille og blankt.
Hvis der havde været lidt uro i vandet,
ville himlen ikke have kunnet spejle sig.
Skal troen kunne spejle sig i et menneske,
m
å det også være stille.

Sådan sagde Maja Lisa Engelhardt engang i et interview i Kristeligt Dagblad. Det er så smukt og rigtigt sagt, at jeg gerne vil dele hendes ord med jer.

At få sindet til at falde til ro er et væsentligt, ja afgørende element, når vi vil nærme os Gud. Mærke det personlige og stedsevarende nærvær. Indre stilhed er også den måde, vi kan henvende os til Gud på en oprigtig og dybtfølt måde, så bønnen undgår at blive en remse, vi i værste fald bare lirer af. Det er det, vi øver os på, når vi tager på retræte eller søger gudstjenester og andagter med stilhed og nærvær som et integreret element.

Else Marie 28.02.2016

Velkommen til min blog

I længere tid har jeg følt behov for at blande mig mere aktivt i samfundsdebatten. Jeg besluttede for længe siden, at jeg ikke ville være på Facebook, Twitter eller andre sociale medier, for jeg kender mig selv. Jeg kommer til at sidde for meget med næsen i min telefon for lige at følge med i sidste nyt. En blogside med mulighed for at gå i dialog med andre er et godt alternativ.

Jeg kommer ikke til at skrive indlæg bare for at skrive noget. Jeg skriver kun, når jeg har noget på hjerte om et aktuelt emne eller et emne, der optager mig generelt.

Lad mig begynde med at genfortælle en historie, som jeg fik fortalt af en fransk kvinde, som jeg mødte på et karmeliterkloster i Vietnam. Hun var ligesom mig optaget af det forhold, at et stadig rigere samfund ikke ser ud til at føre til større hjælpsomhed og gavmildhed over for svage og udsatte grupper. Snarere tværtimod. Historien illustrerer det syn, jeg har på mennesket og på fællesskabet mennesker imellem.
Læs resten