Hvad er der sket med sygeplejen i de senere år? Det spørgsmål stiller jeg mig efter at have været indlagt på Rigshospitalets hjertecenter i tre uger sidste efterår.
Inden indlæggelsen var jeg nervøs. En stor hjerteoperation er ikke noget, man skal kimse af. Når det gjaldt den efterfølgende sygepleje var jeg derimod fortrøstningsfuld. Jeg kunne ikke forestille mig, at den ikke ville være tip-top. Sådan skulle det ikke gå. Du kan læse min beskrivelse af indlæggelsen her (link til pdf fil).
Havde mit tilfælde været unikt, ville jeg have holdt mine oplevelser i det private rum. Men efter at have fortalt venner og bekendte om mine erfaringer, er det gået op for mig, at der er masser af eksempler på oprørende og helt uacceptable forløb.
Problemerne opstår typisk, når en patient falder uden for standardforløbet og standardproceduren. I mit tilfælde opstod der efter en i øvrigt vellykket operation væske på lungerne i to omgange efterfulgt af lungebetændelse og svamp i luftvejene. I stedet for at få ekstra stor opmærksomhed, omhu og omsorg i sygeplejen skete der paradoksalt nok det modsatte. Kvaliteten af sygeplejen dalede til under lavmålet.
Nogle vil konkludere, at et forløb som mit er en klar konsekvens af besparelser og New Public Management, som er det styringssystem, der anvendes på sygehusene. De enkelte afdelinger og deres personale vurderes på det, der kan måles og vejes: Antal behandlede patienter, antal liggedage, antal genindlæggelser og så videre. I dette system er der en oplagt risiko for, at de blødere sider af sygeplejen går under radaren. Forhold som opmærksomhed, information, omhu, omsorg og overholdelse af aftaler – alt det, der gik galt i mit tilfælde.
Det betyder meget for sygeplejen, hvor mange ressourcer der er til rådighed, og hvor ledelsen vælger at lægge sit fokus. Kombinerer man økonomiske besparelser med et primært fokus på produktivitet, kommer man i praksis til at legitimere, at de bløde sider af sygeplejen får mindre vægt. Inden for de eksisterende ressourcer vælger den enkelte sygeplejerske imidlertid, hvilken slags sygeplejerske hun/han vil være. Jeg oplevede for store forskelle i sygeplejen på Rigets hjertecenter.
Else Marie 10. marts 2016