Svend Brinkmann savner terapeutisk erfaring

Det er ikke tilfældigt, at der på væggen i Apollons tempel i det gamle Grækenland stod ”kend dig selv”. Selvindsigt og evne til at gøre det gode og det rigtige hænger snævert sammen.

I Deadline på DR2 den 16. august havde Martin Krasnik som eneste gæst professor i psykologi Svend Brinkmann i studiet. Baggrunden var Brinkmanns nye bog Ståsteder, hvor forfatteren fremlægger ti grundlæggende holdepunkter, som kan give mening i livet, fordi de har værdi i sig selv, i stedet for at vi søger meningen i en eller anden instrumentel nyttekalkule om, hvad vi får ud af det, eller en mere eller mindre forvirret forestilling om, hvad der kan gøre os lykkelige.

Brinkmanns ståsteder inkluderer blandt andet at gøre det gode, at leve værdigt, at handle ansvarligt i forhold til almenheden, at handle kærligt i forhold til andre mennesker og at tilgive. Ståstederne er karakteristiske ved, at de rækker ud mod verden som noget, vi bør vælge for deres egen skyld, i stedet for tidens trang til at fokusere på det indadvendt egennyttige. Så vidt så godt.

Krasnik fik fint frem, at Brinkmann langt hen af vejen argumenterer for gode gamle religiøse værdier, og at han ikke står ved sine rødder i kristendommen, men lader sine synspunkter svæve frit i luften. Sådan må det nødvendigvis blive, når man som Brinkmann ikke tror på en højere autoritet end mennesket selv.

Krasnik udfordrede derimod ikke for alvor Brinkmann på sammenhængen mellem det at have selvindsigt og det, Brinkmann kalder selvudsigt til at gøre det gode, det værdige, det ansvarlige, det kærlige, det sande osv. Brinkmann bruger sidstnævnte begreb til at vende fokus bort fra selvudvikling gennem terapi og coaching over mod pligten til at være noget for andre. At søge selvindsigt gennem terapi eller coaching fremstår i Brinkmanns univers som udtryk for selvoptagethed og egocentri. Selvudvikling skal vi efter hans opfattelse sige nej til.

Det fremgik af samtalen, at Brinkmann ikke selv har nævneværdig personlig erfaring med terapi. Han brød sig ikke om den terapi, han havde været tvunget til at deltage i som led i sin uddannelse til psykolog. Det havde været svært for ham at finde på nogle problemer at tale om.

Det var lige det, jeg tænkte, da jeg læste Brinkmanns tidligere bog Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang. Den mand kan ikke have megen praktisk erfaring med terapi, tænkte jeg. Han forstår ikke eller vil ikke forstå, at selvindsigt er en forudsætning for at kunne give slip på destruktive vanemønstre i forhold til andre mennesker og verden i det hele taget.

Som nævnt i indledningen hænger selvindsigt og evne til at gøre det gode og det rigtige snævert sammen. Det skal understreges, at sammenhængen ikke rækker til, at mennesket kan blive “syndfri” eller kan frelse sig selv. Slet ikke. Men uden terapi og åndelige vejledningssamtaler ved jeg ikke, hvor jeg selv ville være endt med mit liv.

Krasnik kom heller ikke ind på sammenhængen mellem den enkeltes selvværd og kærlighedsevnen. I bogen Störst av allt är kärleken skriver forfatteren og karmelitermunken Wilfrid Stinissen, at for at kunne elske andre skal man kunne elske sig selv ”men ikke for meget”. Sagt på en anden måde skal selvværdet være i balance mellem skalaens to yderpunkter: det helt lave selvværd og det alt for høje. Hvis selvværdet er lavt, giver det mange problemer i forholdet til andre mennesker, ligesom mennesker, der elsker sig selv for højt, er stærkt belastende for deres omverden.

Selvindsigt og et balanceret selvværd er med andre ord forudsætninger for at kunne leve et værdigt og næstekærligt liv. Desværre er der alt for meget i denne verden – den nære som den fjerne – der peger på mangler i den henseende. Selvudvikling er derfor nødvendig, hvor og hvordan den end måtte foregå: i uddannelsessystemet, i den terapeutiske samtale eller som led i religiøs eller anden vejledning.

Det er prisværdigt, at Brinkmann vil vække en samtale om det, der har værdi i sig selv for os mennesker, men det er trist, at han lægger afstand til den kvalificerede undervisning, coaching og terapi som midler til at tage hans råd til sig.  

Else Marie, 18.08.16

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *