Krigens ansigt

Der var ikke mange bøger i mit barndomshjem. I stuen stod der et lille skab med en enkelt boghylde. Her stod Selma Lagerlöfs samlede værker og et lille udvalg af tidens populære krigsbøger. Bøger som ”Havet sletter alle spor”, ”Sabotør” og ”De sidste timer”.

Sidstnævnte er en af de tre bøger om krig, der har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Bogen er en samling hjerteskærende afskedsbreve skrevet af frihedskæmpere, som under tyskernes besættelse af Danmark var dømt til døden ved en tysk krigsret.

Det, at mange af brevskriverne var helt unge mennesker, og at de var i stand til kort før henrettelsen at skrive et sidste opmuntrende brev til en hustru, en kæreste, en mor eller en far var bevægende læsning for en lille skolepige. Jeg levede mig ind i deres situation og læste bogen igen og igen.

Den anden bog, som jeg ikke kan glemme, er “Krigens sorg” af Bao Ninh. Forfatteren gjorde tjeneste i den nordvietnamesiske hær fra 1969 til krigens slutning i midten af halvfjerdserne. I bogen fortæller han nærmest surrealistisk om krigens rædsler, de ufatteligt mange, der døde, og de traumatiserede liv, der blev de overlevende til del, da de kom hjem fra krigen

Den tredje bog har jeg først for nylig stiftet bekendtskab med. Det er Svetlana Aleksijevitj’s bog ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, som hun fik Nobels litteraturpris for i 2015.

Det er ikke en militærhistorisk bog om slagene mellem russere og tyskere under Anden Verdenskrig. Heller ikke en bog, der glorificerer krigen og sejren over tyskerne, sådan som mænd kan have for vane at formidle historien. I mændenes bøger er kvindernes indsats blevet fortiet, måske fordi mændene er flove over, at de ikke kunne forsvare kvinderne. At de tværtimod havde brug for dem ved fronten.

Svetlana Aleksijevitj satte sig for at skrive en bog om kvinderne i krigen. Ikke som fiktion men som resultatet af en lang sække samtaler med overlevende kvinder. Der var omkring en million russiske kvinder, som meldte sig til Den Røde Hær under Anden Verdenskrig. Ofte var de purunge – fjorten, femten, seksten, sytten år – og ganske uvidende om, hvad de gik ind til. Mange af dem døde, side om side med mændene, eller de kom lemlæstede hjem.

Selv skriver forfatteren således om sin bog: ”Jeg skriver følelsernes historie … Sjælens historie …Ikke krigens og statens historie og ikke heltenes hagiografier, men det lille menneskes historie, det menneske, der blev revet ud af sit almindelige liv og ned i denne enorme begivenheds episke afgrund. Ned i den store Historie.”

Det er der kommet en enestående bog ud af – om kvindernes indsats ved fronten, deres oplevelser og følelser, deres mod og deres lidelser. Man læser den med tårepres bag øjnene, for krigens absurditet bliver, som læsningen skrider frem, mere og mere virkelig.

Hvis vi så bare kunne sige, at vi mennesker har lært af det. Hvis vi kunne sige, at nu har vi nået et civilisatorisk stade, hvor uoverensstemmelser bliver løst gennem demokratiske valg og fredelig sameksistens og konfliktløsning, ville det være til at bære, men sådan er det desværre ikke.

Lige nu ligger Aleppo, før krigen Syriens største by, i ruiner, bombet sønder og sammen af den syriske regering, hjulpet af russiske bombefly. Der er begået kyniske og afskyvækkende krigsforbrydelser. De behøver ikke nærmere beskrivelse. Vi ved det alle sammen. Vi har set magtesløse til.

Lige nu er stormen på millionbyen Mosul i det nordlige Irak begyndt. Den by, som Islamisk Stat har kontrolleret de sidste to år. Måtte Aleppos skæbne, midt i tragedien, være så afskrækkende, at islamisterne overgiver sig, så civilbefolkningen skånes for flere lidelser.

Else Marie, 16.10.16

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *