Donald Trump ender med at falde i sine egne projektioner

For år tilbage deltog jeg i en gestaltterapeutisk træningsgruppe. En af øvelserne gik ud på at bevæge sig fra person til person i gruppen og karakterisere pågældende ved tre positive egenskaber og tre negative.

Bagefter skulle vi gentage runden, men denne gang skulle vi trække vores projektioner tilbage ved at ændre ”du” til ”jeg”. Eksempelvis blev ”du er charmerende” til ”jeg er charmerende”, og ”du lægger afstand til andre mennesker” blev til ”jeg lægger afstand til andre mennesker”. Øvelsen åbnede mine øjne for sandhedsværdien i min barndoms rytmiske ordkrige i skolegården: ”Det, du siger, er du selv!”

Lige siden træningsgruppen har jeg øvet mig på at holde mine negative tanker om andre i skak og vende dem 180 grader, så de i stedet bliver møntet på mig selv. Man kan sige, det er en praktisk og konkret måde at tage Jesu ord til sig: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med” (Matt kap 7,1-3).

Under primærvalgkampen i USA fik vi en forsmag på Donald Trumps bevidste brug af negative tillægsord. Han opfandt et nedgørende ord til at karakterisere den enkelte konkurrents personlighed, hvorefter han aldrig nævnte personens navn uden at tilføje ordet. Under selve valgkampen blev Hillary Clinton således systematisk til ”crooked Hillary” (uærlige Hillary). På den måde skabte han bevidst associationer til Richard Nixons berygtede udtalelse: ”I am not a crook”.

Et af Donald Trumps foretrukne ord er ”liar” (løgner). Hvor ofte har vi ikke hørt ham omtale sine modstandere som løgnere. Det gælder såvel personer som medier. Hertil kommer en grotesk selvovervurdering og en ekstrem ømfindtlighed over for kritik. Fra psykologien ved vi, at det tyder på psykisk ustabilitet og en alvorlig brist på selvværd.

Donald Trump udgør en skræmmende, nærmest sygelig parodi på den amerikanske folkesjæl. Han oplever sig i evig konkurrence og udråber ustandselig sig selv som vinder, selv når det strider åbenlyst mod sandheden.

Det er omsonst at bede Trump trække sine projektioner tilbage og få mere selvindsigt. Han er som en blindet tyr, der buldrer sanseløst rundt i arenaen. Fortsætter han på den måde, ender det galt – men for hvem?

Jeg er indtil videre optimist. Jeg har trods udfaldet af præsidentvalget så stor tiltro til den amerikanske befolkning og landets politiske system, at det ender med at blive Trump selv, der bliver sat grænser for. Jeg tror ikke på, han holder fire år som præsident. Dertil er der for mange, der følger ham og hans administration minutiøst. Han vil ende med at falde i sine egne projektioner.

Else Marie 30.01.17

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *