Kvinder har kæmpet for at kunne blive soldater

I sidste del af 1970’erne var jeg i en periode leder af det nyligt oprettede ligestillingsråds sekretariat. Loven om ligebehandling af mænd og kvinder, Danmarks første lov der forbød kønsdiskrimination, var blevet vedtaget i 1978. En række stillinger på arbejdsmarkedet var forbeholdt mænd (og i enkelte tilfælde kvinder). Rådet fik til opgave at administrere den ny lov, det vil sige få den gennemført og overholdt i praksis.

Et af områderne var forsvaret. Her havde kvinder kun adgang til stillinger i baglandet. De kunne ikke få job, hvor de kunne risikere at komme i kamp. Forsvaret argumenterede for, at sådan skulle det blive ved med at være og satsede på at blive undtaget fra loven, hvad den åbnede mulighed for i særlige tilfælde.

Mit hjerte var imod, at kvinder skulle kunne deltage i krig. For mig var det en ren følelsessag, for objektivt set kunne der ikke argumenteres for, at kvinder ikke skulle kunne blive lige så gode som mænd som for eksempel kamppiloter i forsvaret.

Jeg klarede mig ud af klemmen ved at lade en af de engagerede juridiske sagsbehandlere stå for sagsbehandlingen. I kraft af hendes engagement og kvindeorganisationernes opbakning, endte det med, at kvinder fik adgang til alle stillinger inden for forsvaret.

Den dag i dag støder det mig, når jeg ser kvinder i kampuniform, for eksempel i Irak eller Afghanistan. Kvinder bør stå for liv og fostre liv og ikke være del af en militær enhed i tvivlsomme krige. 

Men jeg ved jo godt, at kvinder har spillet en beundringsværdig rolle under Anden verdenskrig, og de var også med i den danske modstandsbevægelse. Deres indsats vil jeg slet ikke forklejne. Måske ville jeg selv have været med, hvis jeg havde tilhørt den samme generation af kvinder.

Har jeg ikke også selv i et tidligere blogindlæg beskrevet de russiske kvinders heltemod i Den røde hær under Den store fædrelandskrig, som Anden verdenskrig kaldes i Rusland! Så jeg er ikke konsekvent pacifist på kvindernes vegne. Slet ikke. Men, men, men ….

Jeg er lige blevet færdig med Tom Buk Swientys bog ”Tommy og Tanne”. En biografisk skildring af Tommy Dinesens liv, hans forhold til sit overklassemiljø, sin mor, sine kærester og – ikke mindst – søsteren Karen Blixen (Tanne), med hvem han delte længslen efter at leve et usædvanligt og spektakulært liv.

For Tommy handlede længslen om at komme med i krigen mod tyskerne. Første verdenskrig var i fuld gang, men Danmark var ikke med i krigen. Efter mange forsøg lykkedes det ham at komme med på engelsk side.

Takket være en omfattende brevveksling med moderen og med Tanne kan forfatteren på gribende vis levendegøre de uhyrlige rædsler, som var forbundet med at kæmpe i Vestfrontens skyttegrave. Hertil kom, at Tommy gang på gang blev udset til de allermest livsfarlige opgaver.

Tommy overlevede ved et mirakel og endte med at blive dekoreret med Viktoriakorset, det britiske verdensimperiums højeste militære orden. Han opnåede således i fuldt mål den spænding og den gloire, han længtes efter.

Hvorfra kommer denne maskuline længsel efter krig? Som dansker var Tommy ikke på nogen måde forpligtet til at gå i krig, og han hadede ikke tyskerne. I bogen beskrives, hvordan han i sit civile liv fandt mord modbydeligt, og at alt, hvad han hyldede, havde rod i næstekærlighed.

Men hvor let kunne denne fernis ikke skrælles af! I kampsituationens spænding og adrenalinrus følte han det ikke anderledes at nedlægge en fjende end at skyde en råbuk. Og kampsituationen var vel at mærke ikke abstrakt. Det var ikke en bombe udløst fra stor højde eller på en fjern lokalitet i forhold til målet. Det var intense nærkampe med håndgranater, gevær og bajonet.

Moderen skriver tilbage til Tommy efter at have modtaget endnu en rædselsvækkende beretning fra frontlinjen: ”Vi kvinder kan gå så vidt, at vi giver det bedste, det dyreste hen for at frelse vort fædreland – men vi kan ikke se andet, end at det er en rædselsfuld tingenes tilstand, som driver os dertil, og når kvinderne engang får mere magt, tror jeg de vil forhindre krig.”

Sådan er det ikke gået. I stedet har kvinder kæmpet for at være med.

Else Marie 26.04.17

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *