Det fortælles om Luther, at da han blev spurgt om, hvad han ville gøre, hvis jorden gik under i morgen, svarede han, at han ville plante et æbletræ.

Sidste år var for mig lidt af et ”annus horribilis”. Bedst som jeg stod til at få udskiftet en hofte, faldt jeg på min cykel og fik et kompliceret skulderbrud.

Skulderen er et led, som lægerne kun opererer, når det er strengt nødvendigt. Efter operationen ender tilstanden nemlig ofte med at være blevet forværret.

Min skulder hørte til den kategori, der ikke skulle opereres men klare helingen selv. Den skulle blot holdes fast i en slynge. Med ét slag var jeg så handicappet, at jeg måtte have hjælp til alting.

Smerten fra skulderen får være. Ophævelsen af en normal livsform var værre. Pludselig kunne jeg ikke bevæge mig uden for en dør. Jeg kunne ikke vaske mig selv, ikke lave mad, ikke købe ind, ikke skrive på computer. Ingenting kunne jeg, og det varede i lang tid, fordi skulderleddet ”frøs” og nægtede at lade sig genoptræne. Dertil kom så den slidte hofte.

I dag har jeg fået en ny hofte, og min skulder er langsomt på vej til at blive mere mobil. Jeg er igen selvhjulpen. Tilbage står, at jeg har fået en forsmag på, hvad det vil sige at blive rigtig gammel. At blive isoleret fra samfundets normale liv. At blive magtesløs og afhængig af andre.

Jorden gik ikke under på grund af min brækkede skulder, men det føltes sådan. Jeg måtte bruge al min viljestyrke for at holde mig oppe.

Men hvad med din tro, vil min læser måske spørge. Kunne den ikke hjælpe dig? Det ærlige svar er, at det ikke lykkedes mig at overgive mig i tillid. At lade Hans vilje ske, sådan som vi beder om det i Fadervor. Troen forsvandt ikke, men når det kom til at klare min situation, faldt jeg ind i mit vanemønster. Jeg tyede til mig selv og min egen styrke. På den måde gjorde jeg smerten større.

Med Luthers ord fik jeg ikke plantet et æbletræ. Måtte det ske, når jeg for alvor bliver gammel!

Else Marie, 30.01.18