Hun hed aldrig andet end fru Svendsen. En lille indtørret kvinde, som boede på et husmandssted, hvis jordlod stødte op til frugtplantagen i mit barndomshjem.
Fru Svendsen havde en mand, som blev kaldt Gamle Svendsen, for der var også en hjemmeboende søn. Gamle Svendsen var i sine sidste leveår en krumbøjet mand, som tøffede rundt med små staccato skridt på den brolagte gårdsplads foran bolighuset, som lå klemt inde mellem en lille stald til et par køer og en hest og en lade til høsten. Midt på gårdspladsen foran huset var der en trekantet plet med bonderoser, margueritter, lidt buske og den slags.
Jeg var vel fem-seks år, da Gamle Svendsen døde. Han døde derhjemme, efter sigende med Fars navn på læberne. Far og han var for år tilbage røget uklar over brugen af en selvbinder, som de var fælles om. De blev aldrig forligt, talte ikke sammen mere, og det pinte dem begge.
Tilbage var der nu fru Svendsen og sønnen, der passede jorden og dyrene. Han var ungkarl og lidt af en sær snegl, som ikke deltog i landsbyens foreningsliv, og som var svær at få til at rejse blikket til en hilsen.
Jeg begyndte i skolen i 1946, et år efter krigens afslutning. Der var ikke megen trafik på vejene dengang og heller ikke noget, der hed skolebus, så jeg cyklede de tre kilometer frem og tilbage til skole hver dag.
På hjemvejen kom jeg altid forbi husmandsstedet. Hvorfra fornemmelsen for fru Svendsens ensomhed kom, ved jeg ikke, men når jeg så hendes lille spinkle skikkelse på gårdspladsen, stod jeg altid af cyklen for at tale lidt med hende. Det var, som om hun gik og ventede på mig, så jeg kunne ikke nænne at cykle forbi.
Fru Svendsen var altid klædt på den samme måde: en ulden trøje, lang nederdel og forklæde, og om hovedet et tørklæde bundet under hagen, som det var skik og brug for kvinder dengang. Jeg syntes, hun lignede heksen i eventyret om Hans og Grete, men det gjorde mig ikke bange.
Nogle gange inviterede hun mig ind. Så blev jeg sat på en spisestuestol i den beskedne stue, mens hun forsvandt ud i køkkenet for at hente et glas saftevand og et par småkager. Glasset så altid ud, som om det ikke havde set en opvaskebørste længe. Men jeg var et høfligt barn, der ikke kunne finde på at sige nej tak.
Hvad der var mere mærkeligt, var, at fru Svendsen altid gik hen og anbragte en lignende servering foran et fotografi, der stod i en ramme på chatollet. Det forestillede en ung smilende pige med studenterhue. Det var hendes barnebarn, som var død lige efter sin eksamen, vistnok af meningitis. Fru Svendsen talte med hende, mens hun stillede saften og småkagerne foran billedet. Det var for mig lille skolepige udtryk for, at hun måtte have en skrue løs.
Siden er det gået op for mig, at der findes kulturer med en lignende praksis. I den buddhistiske kultur er det almindeligt, at der i hjemmene findes et husalter med billeder af forældre, bedsteforældre og andre afdøde slægtninge. Foran billederne anbringer man blomster, frugt og kager af fineste slags, og man beder til de afdøde. Uden at vide det havde fru Svendsen etableret noget lignende.
Som tolvårig skiftede jeg til en skole, der lå i den modsatte retning. Det betød, at jeg mistede kontakten med fru Svendsen. Hørte kun lidt om hendes videre skæbne fra min mor. Jeg var blevet teenager og havde tabt fornemmelsen for det at være gammel – og sådan forblev det desværre i mange år.
Kommunal hjemmehjælp var der ikke noget af på den tid. Den kom først i slutningen af 1950’erne. Fru Svendsen havde kun sin fåmælte søn til at tage vare på sig og hjemmet, og han havde sikkert nok at gøre med det udendørs. Da hun blev endnu mere aflægs, flyttede hun ind på kommunens nybyggede alderdomshjem, og her døde hun.
Det med at flytte på alderdomshjem var ikke noget, bedre folk gjorde på den tid. Da min mormor døde, blev min morfar derfor nomade, for han var helt uvant med det huslige. Det havde været Mormors domæne. Morfar kom nu til at bo skiftevis hos de af sine døtre, som havde plads til ham. Jeg husker en noget skarp telefonisk diskussion om, hvis tur det nu var til at tage ham.
Som fjortenårig var jeg nu og da på pligtbesøg hos min venindes fjerne slægtning, en søster til hendes mormor. Hun boede på et alderdomshjem i Vejle, hvor de gamle ikke havde eget værelse, og hvor møblementet var spartansk og institutionspræget, nærmest som på et hospital. Beboerne sad da også og hang på gangene. Jeg gruede lidt for de besøg, men bagefter høstede min veninde og jeg præmien: en tur i biografen betalt af hendes mormor.
Alt dette er jeg kommet i tanker om ved læsning af en nyligt udkommet bog: Ældreplejen gennem to generationer. To sociologer har interviewet elleve nuværende og tidligere ansatte i ældreplejen om deres liv og arbejde i perioden 1960 og frem til i dag.
Bogen giver et levende indblik i ældreplejens udvikling. Den gradvise professionalisering af arbejdet, den strammere styring af indholdet af arbejdet og det voksende tidspres. De to forfattere lader de ansatte selv komme til orde om deres arbejde og arbejdsvilkår og tegner på den måde et interessant billede af udviklingen over to generationer.
Samtidig får man indirekte meget at vide om, hvad det vil sige at være så gammel, at man er plejekrævende og afhængig af andres hjælp. Den tid til social kontakt og omsorg, som er en nødvendig del af fagligheden og hjælpen til den ældre, er gradvist blevet presset ud til fordel for strammere kørelister og registreringer og kontrol. Det er ikke nogen god udvikling, og den kan blive forværret i takt med, at de ældres andel af befolkningen vokser i de kommende år.
Læs mere om bogen her: (link til forlagets hjemmeside)
Noget af det svære ved at blive gammel er tabet af indflydelse på egen tilværelse. Ligesom det at blive født, vokse op og blive voksen er forbundet med mere og mere indflydelse på sit eget liv, går det i den modsatte retning i alderdommen, med døden som det ultimative kontroltab.
Selvom vi har tendens til at skyde det foran os, og selvom ingen af os kender vores sidste år, er alderdomssvækkelse et perspektiv, vi alle må forholde os til. Tænke over det og meditere på det igen og igen, til vi bliver så fortrolige med livets realiteter, at vi kan slippe angsten. At gøre dette er ikke et udtryk for misantropi. Det er vejen til et “liv” som gammel.
At tænke sådan gør det ikke mindre nødvendigt med en politisk indsats for at bremse den negative udvikling i ældreplejen, men realistisk betragtet kan vi som enkeltpersoner ikke i større omfang regne med, at de fysiske og psykiske udfordringer ved at blive gammel vil blive løst ”udefra”. Dalende forventninger til fremtidens ældrepleje hører derfor med til det enkelte menneskes forberedelse på alderdommen, og det er ingen trøst at tænke på, at det var meget værre i gamle dage.
Dorrit Pedersen og Ida Elisabeth Andersen: Ældreplejen gennem to generationer, Munksgaard 2016.
Else Marie, 24.05.2016