For tiden har jeg et par tretten års piger på ferie i mit sommerhus. Forleden kørte vi forbi et kirsebærtræ, hvis bær lyste fristende lyserødt mellem de grønne blade. ”Se, kirsebærrene er ved at være modne!” udbrød jeg under passagen. ”Er de giftige?” spørger en af pigerne. ”Nej, nej”, svarer jeg, ”de kan da spises”. ”Det har jeg aldrig prøvet”, konstaterer hun.

For mig, som i min barndom hver sommer sad i toppen af et kirsebærtræ og mæskede mig i svulmende saftige mørkerøde kirsebær, kommer spørgsmålet overraskende. Et bekymrende eksempel på, hvor erfaringsløse tidens børn er over for oprindelsen af den mad, de putter i munden.

For selvfølgelig har pigen spist kirsebær, men det har været bær transporteret op gennem Europa på store lastbiler fra Sydeuropa eller fløjet ind fra endnu fjernere lande. Kirsebær, det er for hende noget, man henter op af en gennemsigtig plastbeholder.

Under pigernes ferie har det regnet meget. Vi har måttet ty til bilen i stedet for cyklerne og har måttet finde på andre aktiviteter end at ligge på stranden. Ture til nærmeste købstad har været populære.

Mens jeg har siddet på biblioteket og læst aviser, har pigerne checket gågadens tøjbutikker ud. Hvor tøjet kommer fra, hvem der har syet det og under hvilke forhold, kender pigerne af gode grunde ikke til, og jeg selv dårligt nok. Men tanken strejfer mig, at det meget vel kan være piger på deres egen alder i Bangladesh eller et andet udviklingsland med lav løn, hårde arbejdsvilkår og dårlige miljøforhold.

Efterhånden som flere og flere bor i byer, og arbejdsdelingen bliver mere og mere global, vokser fremmedgørelsen over for oprindelsen af de forbrugsgoder, vi forbruger i stadig større mængder. En bagside ved urbaniseringen og globaliseringen, vi let kan glemme.

Snart er de generationer, der er vokset op med munden fuld af selv plukkede kirsebær og fuglesang i ørerne, forsvundet, og der vil ikke længere være nogen, der kan fortælle om glæden ved at klatre i træer for at hente kirsebær.

Else Marie, 05.07.16