I slutningen af 1970’erne rejste jeg en måned rundt i USA under det amerikanske International Visitor Programme på en invitation fra den amerikanske ambassade. Jeg var på det tidspunkt sekretariatschef i Ligestillingsrådet, og det var FN-kvindeår. Hvor man end færdedes, så man dem, de fattige og hjemløse.

Specielt husker jeg en dag, jeg besøgte hovedsædet i en bank, hvor jeg havde en aftale med en kvindelig vicedirektør. Jeg stod ved vinduet på en af etagerne i en skyskraber og så ned på de grønne arealer uden om bygningen. Den var prikket af hjemløse, der lå og sov på græsset. Taberne i konkurrencesamfundet. ”Det kommer aldrig til at ske i Danmark”, tænkte jeg.

Påskesøndag gik jeg igennem en af de smukke københavnske parker på vej til påskemiddag hos min datter på Østerbro. På vejen passerer en mørklødet mand på min søns alder mig. Bagfra kan jeg se, han går med en rygsæk og en plasticpose i hånden. Han er ikke forhutlet, men tøjet er slidt og lidt snavset. Hans gang er målrettet, men der er ingen tvivl. Her går en hjemløs af en eller anden slags.

Medfølelsen rammer mig som et slag af en kølle. ”Hvad vil der blive af ham? Hvad er hans fremtid i et land som Danmark?” Og i samme moment: ”Hvad skal det nytte at give udtryk for sin medfølelse i offentligheden?”

Tiere og tiere hører man politikere og opinionsdannere tale nedladende grænsende til foragtfuldt om ”godhedsindustrien”, underforstået alle disse mennesker, der ytrer sig gratis om det ene og det andet sociale behov, som de mener, samfundet bør tage sig af.

Tidsånden er ikke til medfølelse.

Else Marie 28.03.2016

P.S. Læs min beskrivelse af Sant’Egidio fællesskabets arbejde blandt de hjemløse i Rom (link til PDF fil).