Omkring årtusindskiftet deltog jeg i vinterretræten, som hvert år holdes i det buddhistiske kloster Plum Village, hvor den nu 90 årige vietnamesiske munk Thich Nhat Hanh er det åndelige overhoved. En af hans nærmeste medarbejdere, irsk fødte Sister Jina, boede i sin ungdom mange år i et japansk zenkloster. Hun fortalte under vinterretræten denne historie for børn, som hun havde lært at kende i Japan:

Tomo var enebarn. Hans forældre elskede ham så meget, at de ville opfylde alle hans ønsker. Han fik alt, hvad han pegede på. Derfor blev han meget forkælet. Ingen brød sig rigtig om ham, undtagen hans forældre naturligvis.

En dag var han ude at køre i bus med sin far. Han så da en hat med en fjer, som en af passagererne havde på. ”Jeg vil have den hat”, sagde han til sin far. ”Det kan du ikke få, for det er mandens”, sagde faderen. ”Ja, men jeg vil”, sagde Tomo, løb hen til manden og snuppede hatten af hans hoved. Manden var helt skaldet. På vej tilbage snublede drengen og faldt ned over hatten, så fjeren knækkede. ”Nu vil jeg ikke have den”, sagde drengen og smed hatten ud af vinduet. Faderen måtte undskylde over for manden og betale ham erstatning, så han kunne købe sig en ny hat.

Faderen og moderen havde nogle venner, som også havde en søn, som hed Datshi. En dag var de på besøg hos Tomos forældre, og drengene legede sammen. Datshi var en meget glad lille dreng, og det kunne man se på hans ansigt. Når Tomo så sig selv i spejlet, så han derimod et utilfreds ansigt. Så han sagde til Datshi: ”Jeg vil have dit ansigt!” Det kunne han naturligvis ikke få, men det ville han, så han kastede sig over Datshi , satte sig på maven af ham og begyndte at ruske i hans ører for at flå ansigtet af ham. Det gjorde naturligvis ondt, og Datshi begyndte at græde og skrige så højt, at forældrene hørte det og kom til for med møje og besvær at skille de to drenge ad.

Om natten, da Tomo var kommet i seng, drømte han, at der stod en mand ved fodenden af sengen. Han sagde, han skulle følge med, for så ville han vise ham, hvordan han kunne få Datshis ansigt. Han rørte ved Tomo, der straks blev lillebitte som en bille. Det samme blev manden selv, og så tog de hen til Datshis hus. Her fandt de Datshi sovende i sin seng. Han var naturligvis meget stor. ”Kom”, sagde manden til Tomo, og så gik de ind i Datshis øre.

Tomo blev meget bange, da de skulle gå igennem en lang gang. Men nu kom de til en dør. Inde bag døren var der et stort, rundt rum med en masse døre. På nogle døre stod der ”vrede tanker”, ”jaloux tanker”, ”utilfredse tanker” og den slags. På andre stod der ”glade tanker”, ”venlige tanker”, ”hjælpsomme tanker” og lignende. Manden og Tomo lukkede døren op til de glade tanker. Inde bag døren var der en masse maskiner og små mænd, der havde travlt med at producere positive tanker. Alle de positive tanker kom de i spande, som de bar hen og hældte ned over Datshis ansigt. Bagefter åbnede de døren til de vrede tanker. Bag den var der også en masse maskiner og små mænd, men maskinerne var ikke i gang. De var fulde af spindelvæv, og de små mænd sad ned uden at foretage sigt noget.

Tomo blev så glad, for nu kunne han se, hvordan han skulle bære sig ad med at få et ansigt som Datshis. Han skulle stoppe de maskiner og mænd, som hele tiden hældte negative tanker ned over hans ansigt, og i stedet sætte gang i produktionen af positive tanker. Det gjorde han, og Tomo og Datshi blev uadskillelige venner. Så gode venner blev de, at de blev kendt som Tomodatshi, hvilket betyder fred på japansk.

Tomo har desværre al for stor magt i Danmark.

 Else Marie, 03.10.16