En veninde og jeg sad for nogen tid siden og diskuterede vores vanemæssige mønstre, og hvordan vi er sluppet ud af dem. Bagefter sendte hun mig denne tekst:

Selvbiografi i fem korte kapitler
af Portia Nelson

KAPITEL ET
Jeg går hen ad vejen.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg falder ned i det.
Jeg er fortabt …. jeg er hjælpeløs.
Det er ikke min skyld.
Det tager en evighed at finde op igen.

KAPITEL TO
Jeg går hen ad den samme vej.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg lader, som om jeg ikke ser det.
Jeg falder i igen.
Utroligt, at jeg er havnet det samme sted.
Men det er ikke min skyld.
Det tager stadig lang tid at komme op.

KAPITEL TRE
Jeg går hen ad den samme vej.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg ser, det er der.
Jeg falder igen i. Det er en vane.
Mine øjne er åbne.
Jeg ved, hvor jeg er.
Det er min skyld.
Jeg kommer hurtigt op.

KAPITEL FIRE
Jeg går hen ad den samme vej.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg går uden om det.

KAPITEL FEM
Jeg går ad en anden vej.

Else Marie 29.06.17