Tag-arkiv: selvudvikling

Hvorfor er Svend Brinkmann så ømfindtlig over for kritik?

I Kristeligt Dagblad den 24. august svarede professor i psykologi Svend Brinkmann på den kommentar, jeg havde lagt ud på min blog (se tidligere indlæg). Mit indlæg kunne samtidig læses på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Klik på linket for at læse Brinkmanns reaktion. Den 26. august svarede jeg  ham i Kristeligt Dagblad:

Der er kommet en kedelig tendens i tidens debat, hvor man udpeger en gruppe, som man tillægger bestemte synspunkter og motiver, hvorefter man tager afstand fra disse i stedet for at forholde sig til det, de faktisk siger og gør. Det sker for muslimerne, for Venligboerne, for det private erhvervsliv og også for det, Brinkmann kalder “selvudviklingsverdenen”.

Jeg synes, Brinkmann – som den skarpe og rutinerede debattør han er – burde forholde sig til det, jeg faktisk skriver, i stedet for at slå mig i hartkorn med, hvad han ellers har mødt af synspunkter rundtomkring på sine møder.

Jeg er ikke imod Brinkmanns ærinde: at skabe en diskussion af de værdier, som er retningsgivende for det moderne menneske. Tværtimod skrev jeg i mit indlæg, at det er “prisværdigt, at Brinkmann vil vække en samtale om det, der har værdi i sig selv for os mennesker”.

Det, jeg anker over, er (citat), “at han lægger afstand til den kvalificerede undervisning, coaching og terapi som midler til at tage hans råd til sig”. “Selvudviklingsverdenen” er rigtig mange ting. Det er helt urimeligt at kæmme den over én kam.

Mange opfatter selvudvikling som et fænomen, der kun har med ”mig, mig og atter mig” at gøre. Det er en misforståelse. Terapeutiske samtaler kommer uvægerligt til at handle om relationer mellem mennesker, og hvordan disse relationer kan blive mindre konfliktfyldte og mere præget af rummelighed, tilgivelse og ja, kærlighed, ikke bare over for andre men også over for sig selv. Den selvindsigt, man opnår igennem terapi, er ikke altid behagelig at skulle tage til sig.

I mit indlæg argumenterede jeg for, at selvindsigt og et balanceret selvværd hænger sammen med evnen til at gøre det gode og det rigtige, og at det kan være nødvendigt med selvudvikling. I parentes bemærket taler jeg normalt ikke om selvudvikling men om personlig udvikling, netop fordi ordet selvudvikling let vækker forkerte associationer.

For mit eget vedkommende er jeg optaget af, hvordan mennesker kan udvikle en tro på Gud og komme til at leve et mere næstekærligt liv. Det er min erfaring, at mange deltagere på mine retræter har en baggrund, der gør det svært at nærme sig det åndelige liv. Uhensigtsmæssig adfærd og svigt hos autoriteter som forældre, lærere og kirkelige repræsentanter er blevet til hårdføre barrierer mod Gud som en autoritet.

Jeg ser det som en af mine opgaver at hjælpe til at overvinde disse barrierer, blandt andet gennem undervisning i sindets funktionsmåde og kristen dybmeditation. I den forstand kan jeg siges at være del af “selvudviklingsverdenen”.

Selvfølgelig er der ikke noget galt i, at Brinkmann har meninger om meditation og terapi, selv om han ikke har nævneværdig erfaring hermed. Han lægger en fortolkning ind i mine ord, som der ikke er belæg for. Men den manglende erfaring gør desværre, at hans bidrag til debatten bliver mere forsimplet og generaliserende, end godt er.

Efterskrift: Der har siden udviklet sig en interessant debat om Brinkmann’s synspunkter på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Hvis man vil læse debatten, kan man blive gratis abonnent i en måned på e-udgaven af avisen fredag-lørdag, klik ind her.

Else Marie, 26.08.16 

 

 

 

 

 

Kommenter

Svend Brinkmann savner terapeutisk erfaring

Det er ikke tilfældigt, at der på væggen i Apollons tempel i det gamle Grækenland stod ”kend dig selv”. Selvindsigt og evne til at gøre det gode og det rigtige hænger snævert sammen.

I Deadline på DR2 den 16. august havde Martin Krasnik som eneste gæst professor i psykologi Svend Brinkmann i studiet. Baggrunden var Brinkmanns nye bog Ståsteder, hvor forfatteren fremlægger ti grundlæggende holdepunkter, som kan give mening i livet, fordi de har værdi i sig selv, i stedet for at vi søger meningen i en eller anden instrumentel nyttekalkule om, hvad vi får ud af det, eller en mere eller mindre forvirret forestilling om, hvad der kan gøre os lykkelige.

Brinkmanns ståsteder inkluderer blandt andet at gøre det gode, at leve værdigt, at handle ansvarligt i forhold til almenheden, at handle kærligt i forhold til andre mennesker og at tilgive. Ståstederne er karakteristiske ved, at de rækker ud mod verden som noget, vi bør vælge for deres egen skyld, i stedet for tidens trang til at fokusere på det indadvendt egennyttige. Så vidt så godt.

Krasnik fik fint frem, at Brinkmann langt hen af vejen argumenterer for gode gamle religiøse værdier, og at han ikke står ved sine rødder i kristendommen, men lader sine synspunkter svæve frit i luften. Sådan må det nødvendigvis blive, når man som Brinkmann ikke tror på en højere autoritet end mennesket selv.

Krasnik udfordrede derimod ikke for alvor Brinkmann på sammenhængen mellem det at have selvindsigt og det, Brinkmann kalder selvudsigt til at gøre det gode, det værdige, det ansvarlige, det kærlige, det sande osv. Brinkmann bruger sidstnævnte begreb til at vende fokus bort fra selvudvikling gennem terapi og coaching over mod pligten til at være noget for andre. At søge selvindsigt gennem terapi eller coaching fremstår i Brinkmanns univers som udtryk for selvoptagethed og egocentri. Selvudvikling skal vi efter hans opfattelse sige nej til.

Det fremgik af samtalen, at Brinkmann ikke selv har nævneværdig personlig erfaring med terapi. Han brød sig ikke om den terapi, han havde været tvunget til at deltage i som led i sin uddannelse til psykolog. Det havde været svært for ham at finde på nogle problemer at tale om.

Det var lige det, jeg tænkte, da jeg læste Brinkmanns tidligere bog Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang. Den mand kan ikke have megen praktisk erfaring med terapi, tænkte jeg. Han forstår ikke eller vil ikke forstå, at selvindsigt er en forudsætning for at kunne give slip på destruktive vanemønstre i forhold til andre mennesker og verden i det hele taget.

Som nævnt i indledningen hænger selvindsigt og evne til at gøre det gode og det rigtige snævert sammen. Det skal understreges, at sammenhængen ikke rækker til, at mennesket kan blive “syndfri” eller kan frelse sig selv. Slet ikke. Men uden terapi og åndelige vejledningssamtaler ved jeg ikke, hvor jeg selv ville være endt med mit liv.

Krasnik kom heller ikke ind på sammenhængen mellem den enkeltes selvværd og kærlighedsevnen. I bogen Störst av allt är kärleken skriver forfatteren og karmelitermunken Wilfrid Stinissen, at for at kunne elske andre skal man kunne elske sig selv ”men ikke for meget”. Sagt på en anden måde skal selvværdet være i balance mellem skalaens to yderpunkter: det helt lave selvværd og det alt for høje. Hvis selvværdet er lavt, giver det mange problemer i forholdet til andre mennesker, ligesom mennesker, der elsker sig selv for højt, er stærkt belastende for deres omverden.

Selvindsigt og et balanceret selvværd er med andre ord forudsætninger for at kunne leve et værdigt og næstekærligt liv. Desværre er der alt for meget i denne verden – den nære som den fjerne – der peger på mangler i den henseende. Selvudvikling er derfor nødvendig, hvor og hvordan den end måtte foregå: i uddannelsessystemet, i den terapeutiske samtale eller som led i religiøs eller anden vejledning.

Det er prisværdigt, at Brinkmann vil vække en samtale om det, der har værdi i sig selv for os mennesker, men det er trist, at han lægger afstand til den kvalificerede undervisning, coaching og terapi som midler til at tage hans råd til sig.  

Else Marie, 18.08.16

 

Kommenter