Den pinlige diskussion om brugen af betegnelsen ”neger” er heldigvis nu ved at dø ud, efter i længere tid at have sat hele medieverdenen i sving med meninger for og imod.

Det, at et ord får en nedsættende betydning med tiden, og at der derfor kan opstå behov for at knæsætte et nyt ord, er ganske almindeligt. I min barndom talte man om åndssvageforsorgen som den samfundsinstitution, der tog sig af de åndssvage.

Men ordet “åndssvag” blev efterhånden negativt ladet, og så ændrede man det til “evnesvag”. Det siger man heller ikke mere. Nu hedder det “udviklingshæmmet”. Ingen insisterer i dag på at bruge ordet “åndssvag” under påberåbelse af, at det er det rigtige ord, og at der ikke er nogen negativ klang forbundet med det.

Det samme gælder åbenbart ikke for ordet “neger”. Det er frastødende at læse en række hvide debattørers argumentation for at fastholde betegnelsen for mennesker med afrikansk afstamning.

Jeg har en svigersøn – en høj slank intelligent mand, der kommer fra Mozambique. Han har som voksen boet og arbejdet nogle år i Sydafrika, fem år i Holland og har nu haft kone, barn og fast arbejde i Danmark i snart seks år. Han skulle efterhånden kunne få fast opholdstilladelse i landet, men man ved aldrig. I løbet af hans ophold er betingelserne blevet skærpet flere gange.

For min svigersøn og for andre mennesker af afrikansk afstamning er der ikke tvivl. Ordet ”neger” opfattes klart nedsættende. Min svigersøn bryder sig personligt heller ikke om børnebogen ”Lille sorte Sambo” eller andre fremstillinger af sorte mennesker som primitive folk.

Er man hvid, er det så let at hævde, at det er noget pjat, og at det for eksempel også er latterligt at ændre betegnelsen negerboller til flødeboller. Men når man historisk set er blevet betragtet af de hvide som en laverestående race, man kunne undertrykke og slavebinde efter forgodtbefindende, bliver man følsom. Ikke mindst i lyset af at nedvurderingen langtfra er et overstået stadium.

Hvem er nærmere til at fortælle, hvordan de opfatter brugen af ordet ”neger” end afrikanerne selv. Svaret levner ingen tvivl. Derfor fortjener Statens Museum for Kunst ros for konsekvent at ændre de titler på kunstværker, som de selv har formuleret, fra neger, hottentot og deslige til afrikaner. Nu kan jeg besøge museet sammen med min svigersøn og mit lille barnebarn uden at få en dårlig smag i munden.

Else Marie, 18.06.2016

P.S. Indlægget er offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 18. juni 2016